Venstre
Rasmus Hylleberg - folketingskandidat
placeholder

Kære %recipient.navn%

Friheden har en pris. Det gælder, når vi skal forsvare vores egen og andres frihed i den store verden. Det har jeg skrevet en kommentar om i går mandag i Roskilde Dagblad, som du kan læse nedenfor.

Og det gælder herhjemme, hvor vi skal finde balancen mellem frihed og lighed i vores velfærdssamfund. Regeringen arbejder for at begrænse frit valg i daginstitutioner, grundskolen og ældreplejen. Netop nu skal en stor del af vores unge gymnasieelever i de større byer tvangsfordeles efter forældrenes indkomst. Roskilde bliver ikke omfattet, men med børn i gymnasiealderen bliver jeg frustreret over, hvordan regeringens velfærdscentralisme breder sig - samtidig med at de ansvarlige politikere på venstrefløjen selvfølgelig ikke følger den politik, de pådutter andre. Det er hykleri - og det har jeg tidligere skrevet en kommentar om, som I kan (gen)læse her: Hvorfor kvæler vi det frie valg?

Kampen om friheden bølger også frem og tilbage i vores sundheds- og klimapolitik, hvor vi skal finde balancen mellem forbud og frihed. Skal vi have tvungne vegetardage i vores offentlige institutioner, som regeringen tidligere har foreslået, eller på vores daginstitutioner og plejehjem her i Roskilde, som vi aktuelt diskuterer i byrådet. Personligt synes jeg ikke, det er noget, byrådet skal blande sig i. Det må være op til den enkelte institution at bestemme sammen med beboerne/brugerne, hvad de gerne vil spise.

I denne uge blev forbudsdiskussionen så igen meget aktuel med regeringens sundhedsudspil om at skærpe adgangen til alkohol og tobak til unge. Hvad jeg mener om den sag, skriver jeg nederst.

Endelig en opfordring: Del gerne mit nyhedsbrev med din nabo - nu kan alle tilmelde sig nyhedsmailen på min nye hjemmeside, også selvom man ikke er medlem af Venstre. Endnu!

Dbh Rasmus

placeholder

topmøde om velfærd

Kommunernes frihed stod også øverst på dagsordenen til ugens topmøde i Kommunernes Landsforening i Ålborg, hvor vi var samlet knap 1600 byrødder fra hele Danmark torsdag og fredag.

Her er brug for frihed og forskellighed i kommunerne, hvis vi skal lykkes med at løfte de meget store udfordringer på vores velfærdsområder de kommende år. Jeg vil gerne omsætte mere frihed i kommunerne til større valgfrihed for borgerne.

Danmark har et økonomisk råderum frem mod 2030 på 28 mia. kr. Det lyder af mange penge, men ændringen i befolkningssammensætningen med flere ældre, vi skal tage os godt af, kommer alene til at koste 25 mia. uden at velfærden forbedres. 25 mia. ekstra kroner fastholder "blot" vores nuværende niveau. Vi har dog allerede brugt 18 af de 28 mia. på forsvaret og skal samtidig investere i den grønne omstilling. Det regnestykke hænger ikke sammen.

Derfor kommer vi til at mangle rigtig mange penge, hvis vi ikke prioriterer i vores velfærd, og vi kommer til at mangle masser af varme hænder, hvis vi ikke gør det mere attraktivt at være frontmedarbejdere i vores velfærdssektor. 

Den udfordring vender jeg tilbage til i kommende artikler og nyhedsbreve - og hører også meget gerne fra dig, hvis du har forslag eller erfaringer, som du vil dele, og som kan være med til at sikre gode løsninger.

Det var mit første KL topmøde og fra Venstre i Roskilde deltog jeg sammen med Jette Tjørnelund og Marianne Kiærulff (billedet er fra Ålborg Kongrescenter), og vi havde en rigtig god tur og hentede masse af inspiration, som vi glæder os til at omsætte til gavn for Roskilde!

placeholder

krig og velfærd

Den amerikanske præsident Kennedy sagde tilbage ved hans indsættelse i 1961, da den Kolde Krig var tæt på at blive brandvarm, at USA skulle indstille sig på at ”betale enhver pris og bære enhver byrde” for at sikre ”friheden”. Det er store ord, og mindre kan måske endda gøre det for Danmark. Men ikke så lidt, som vi hidtil har været villige til at bidrage med. Det er selvfølgelig bekvemt at lade andre betale for vores frihed, men dels er det alt for risikabelt, dels er det urimeligt, at vi som et af verdens rigeste lande ikke i højere grad vil bidrage til at opretholde de spilleregler, der har skabt den verdensorden, som vores frihed og velfærd er helt afhængig af.

Friheden har en velfærdspris, og det har jeg skrevet en kommentar om i Roskilde Dagblad (mandag den 21. marts). Kommentaren blev let forkortet i Dagbladet, men I kan læse den fulde version her: Krig og velfærd - friheden har en pris

placeholder

frihed, forbud og frisind 

Det er ingen sag at redde flere liv i trafikken eller få færre til at dø af kræft fra tobakken. Det er kun et spørgsmål om, hvor langt vores frihed og forbudsvilje rækker og skal række. Det er der ikke noget enkelt svar på, og jeg synes det er vigtigt, at vi løbende diskuterer grænserne. Jeg støtter for eksempel lige som de fleste andre et forbud mod hash og andre stærke rusmidler. Jeg støtter en aldersgrænse for køb af alkohol og cigaretter for unge, som vi har i dag. Men skal de grænser skærpes, sådan som regeringen foreslår?

Her er jeg mere skeptisk, selvom både rygning og alkohol slår mange ihjel. Jeg kunne personligt godt tænke mig, at vores unge drak og røg mindre, og jeg støtter nogle justeringer af de gældende regler, men jeg støtter ikke et totalforbud for køb af tobak, som regeringen har foreslået for børn født efter 2010, eller forbud mod køb af enhver form for alkohol for unge. Det er forkert og alt for indgribende efter min smag.

Jeg synes til gengæld, vi skal hæve prisen på cigaretter endnu mere. Det véd vi har en stor effekt, og det er rimeligt at rygerne betaler en større del af omkostningen ved deres rygning. Samtidig synes jeg, vi skal afskaffe de såkaldte "cafe-penge", dvs. SU til studerende på vores gymnasier og andre ungdomsuddannelser. Så har de færre penge til at ryge og drikke - og det er i hvert fald ikke dig og mig og alle de andre skatteydere, der skal betale for det. (Og vi ved også, at cafe-pengene ikke har nogen effekt på den sociale mobilitet).

Når det gælder alkohol, støtter jeg ikke et fuldstændigt købeforbud for unge under 18, men jeg synes godt, vi kan justere grænsen for, hvilke alkoholprodukter unge må købe. I dag må unge købe op til 16,5 pct. alkohol, og jeg tror det vil være fint at sænke grænsen til 5-7 pct. så unge kan købe og drikke almindelige øl og lignende produkter. Så sender vi et signal om, at den stærke alkohol ikke er for børn og unge, og kan forhåbentlig samtidig rykke den voldsomme alkoholkultur i en mere positiv retning. 

Nuancerne går let tabt i den politiske debat. Liberale er ikke mod ethvert forbud, men vi har heldigvis en sund skepsis over for socialdemokraternes ønske om i al for stor udstrækning at ville bestemme, hvad det gode liv er for dig og mig. At leve handler ikke blot om at overleve, men om netop at leve. Og det kræver frihed at tage ansvar. Derfor skal vi give vores børn og unge stor frihed, så de også kan lære at tage et stort ansvar.

Website

hjemmeside - rasmushylleberg.dk

Jeg har nu fået lavet min hjemmeside. Tag gerne et kig på den, anbefal den til naboen og send mig endelig gode ideer til at gøre den endnu bedre. Det vil jeg blive glad for!

Copyright © 2020 Rasmus Hylleberg - folketingskandidat.
Ønsker du at kontakte Rasmus Hylleberg - folketingskandidat, kan du skrive til rasmushy@roskilde.dk

Rasmus Hylleberg - folketingskandidat
c/o Venstres Landsorganisation Søllerødvej 30 Holte 2840 Danmark