Jeg er blevet spurgt af en håndfuld venner og bekendte og flere har sikkert tænkt det - hvorfor vil jeg sætte mig selv i tæt forbindelse med en mulig krigsforbryder og folkemorder og risikere at sætte min dømmekraft og troværdighed over styr i en bredere offentlig Som jeres folketingskandidat har I også krav på et svar på det spørgsmål.
Det er der to gode grunde til. Den første er, at jeg har kendt Wenceslas siden efteråret 2003. Jeg havde på daværende tidspunkt en del at gøre med dansk integrations- og udlændingepolitik og havde samtidig indsigt i og stor interesse for Rwanda og Burundi. I den periode blev jeg derfor jævnligt kontaktet af flygtninge fra området, der var kommet til Danmark, om nogle af deres sager.
Wenceslas’ sag var enkel: Han og Heritier havde fået asyl i Danmark, men havde ventet knap et år på, at Udlændingestyrelsen skulle godkende en helt ukompliceret familiesammenføringssag med sin kone og yngste datter, der sad i Belgien. Men intet skete. Jeg ringede til Styrelsen med et lille ufint trick, som jeg de år dog ikke var for fin til at bruge med stort held et par gange. Jeg talte med en sagsbehandler og sagde, at jeg var kontaktet af Politiken om sagen - hvilket ikke var korrekt; en lille hvid løgn i sagens tjeneste - og at det jo ville være ærgerligt, at avisen skulle skrive om sagen, hvis nu den faktisk var lige ved at blive afklaret. Og pudsigt nok - så ringede sagsbehandleren retur efter et par timer, og afgørelsen lå minsandten øverst i bunken. Wenceslas fik brev med godkendelse af familiesammenføringen næste dag.
Som det er tilfældet med en del flygtninge, var ankomst og integration i Danmark ikke let, selvom hele familien gjorde, hvad de kunne, og lidt tilfældigt var det en af de flygtningefamilier, som Line og jeg så kom til at bruge lidt tid på at støtte på forskellig vis, og vi kom til at lære familien godt at kende. Et par år senere var der kommet et par piger til, der blev født i Danmark. De var på alder med vores Anna - som også kom til - og pigerne svingede godt og havde let til leg og latter, når vi var sammen, og over årene har vi holdt kontakten. (Billedet er af de tre piger fra 2011). Da vi boede i Rwanda fra 2015-2017 mødte jeg desuden flere af Wenceslas’ slægtninge - det var inden Wenceslas blev arresteret af dansk politi i maj 2017.
Jeg har ofte talt politik med Wenceslas og aldrig haft grund til at tro, at han skulle gemme på en hutu-ekstremist - selvom vi ikke var enige om alt om Rwanda - eller bære rundt på et had til nogen som helst. Tværtimod. I Danmark var Wenceslas engageret i kirke- og foreningsliv, havde arbejde og knoklede for at børnene skulle lykkes i Danmark og mødte de fleste med et smil.
Derfor tænkte jeg med det samme, da jeg hørte anklagerne, at Wenceslas måtte være uskyldig. Det ville jeg selvfølgelig også helst tro på. Men det er ikke, fordi jeg kender Wenceslas, at jeg er sikker på, at han ikke er folkemorder. Venlige og vellidte massemordere er historien rig på.
Det er fordi jeg kender Rwanda og har fulgt retsopgøret i kølvandet på folkemordet tæt over mange år, at jeg véd, at Wenceslas er uskyldig. Det er den anden gode grund. Den helt afgørende grund.
Jeg opsøgte hurtigt mere information om anklagerne og omstændighederne i Rwanda og havde mulighed for det, da vi boede i landet, da Wenceslas blev arresteret. Jeg lykkedes mirakuløst med at finde vigtig (måske afgørende) dokumentation i sagen, som dansk politi ikke selv havde skaffet, og jeg har detaljeret - og med andre gode venners hjælp - været gennem alt tænkeligt materiale. Min konklusion er, at det danske retssamfund har svigtet Wenceslas.
En af vores store teologer, K.E. Løgstrup, skrev Den etiske fordring, hvor han siger, at magt og ansvar hænger sammen, og at vi altid holder noget af et andet menneskes liv i vores hænder. I Wenceslas’ tilfælde kunne jeg se, at alle andre, der kunne påvirke sagen, havde givet slip. Og at en uskyldig mands liv stod på spil. Derfor var jeg nødt til at holde fast.