I de her aprildage for 28 år siden var Rwanda skueplads for det, der skulle vise sig at blive et af historiens grusomste og hurtigste folkemord. På 100 dage blev knap 1 mio. tutsier slået ihjel, de fleste hugget ned med hakker og macheter. Mænd, kvinder og børn blev jagtet skånselsløst af militsgrupper, mens radioværter opildnede til, at enhver rwandisk patriot skulle være med til at slå alle "kakerlakker" ihjel. "Kakerlakkerne" var de tutsier, som hutuerne delte sprog, kultur, lokalsamfund og endda ofte bolig med. Rwanda var på det tidspunkt et af verdens fattigste lande, med en befolkning på 8 mio. fordelt på 15 pct. tutsier og 85 pct. hutuer.

Jeg havde selv været nogle måneder som ulandsfrivillig i Rwanda og nabolandet Burundi, der har en lignende voldsom konflikthistorie, og jeg sad i hovedstaden Bujumbura i Burundi, da folkemordet i bogstaveligste forstand blev skudt i gang. Det skete, da Rwandas præsident blev skudt ned i sit fly over hovedstaden Kigali den 6. april om aftenen. Straks gik massakrerne i gang og bredte sig hurtigt til hele landet.

Jeg fløj ud af Burundi den 16. april, og for en 20-årig ung mand var det helt absurd at lande i Nairobi, hvor der var pindemadsreception på den danske ambassade i anledning af dronning Margrethes fødselsdag. Det fejrede vi så, mens afrikanerne blev efterladt til bødlerne bag os. Mellem pindemadderne funderede jeg over verdens ondskab og uretfærdigheder, og det blev starten på en stor interesse for Afrika i almindelighed og Rwanda og Burundi i særdeleshed. 

Læs resten af Kroniken her: 

https://rasmushylleberg.dk/pol-kronik.html

Hvert år på denne tid i april mindes Rwanda sine ofre, og kwibuka-bannere er overalt i bybilledet. Kwibuka er Rwandas "Never Again". I den her uge har jeg talt med en af de tutsier, der overlevede. En stærk ung kvinde, der gjorde et stort indtryk på mig og giver mig håb for Rwandas fremtid. 

Hun var seks år gammel i 1994 og havde sammen med mange familiemedlemmer og mere end 30.000 andre tutsier søgt tilflugt på Murambi, en teknisk skole, som jeg selv har besøgt flere gange. Det er et af de mest gribende mindesmærker over folkemordet.

Vi tog også vores børn med til Murambi, da vi boede i Rwanda fra 2015-2017 (hvor billedet er taget). Andreas var seks år. Vi diskutere en del, om vi skulle tage dem med. Det er et barsk sted. Vi valgte at gøre det, og det har jeg altid været glad for. Når man som seks-årig kan overleve folkemordet og finde håb i fremtiden, kan vores børn også klare at lære om det samfund og den verden, vi alle er en del af på godt og ondt. 

Murambi blev angrebet fra alle sider af militser bevæbnet med macheter, geværer og granater. Tutsierne havde kun sten og pinde at forsvare sig med. Massakrerne foregik over nogle dage, hver bølge slog flere ihjel, og massegravene voksede. Efter endnu et angreb kom den lille pige til bevidsthed, smurt i blod og klemt mellem døde og sårede i en af gravene. Hendes lillebror, som hun havde lovet at holde fast i længst mulig, holdt stadig hendes hånd og trak vejret. En af hendes onkler havde også overlevet og fik hjulpet dem fri. Blodet var de andres.

Desperationen voksede, og det blev klart, at der ikke kom nogen hjælp. Der var kun at vente på et nyt angreb og flere massegrave. Onklen fandt derfor noget snor og bandt lillebroderen fast på ryggen af pigen og sendte dem alene afsted, da det var blevet mørkt. Han ville ikke forlade sin kone, der i en tidligere massakre havde fået hugget et ben af ved knæet. Hun kunne ikke flygte længere, og de to endte formentlig som mange andre i gravene. 

Man mener, at kun under 100 tutsier lykkedes med at slippe væk fra massakrerne i Murambi. Pigen jeg mødte og hendes lillebror var to af dem. Hun lykkedes med at krydse en grænse, få en uddannelse, skabe sig en spændende virksomhed og karriere - og vriste sig fri af had og hævnfølelser. Hver enkelt del et lille mirakel i sig selv. Men der skal mange mirakler til. UNICEF lavede undersøgelser i årene efter folkemordet, der viste, at 80 pct. af rwandiske børn havde familiemedlemmer, der var slået ihjel. Tutsier under folkemordet, hutuer senere i flygtningelejrende, og 70 pct. havde set andre blive dræbt.

Rwanda er i dag styret af en karismatisk og visionær præsident, Paul Kagame, som kom til magten i 1994, og som er nøglen til den imponerende udvikling, som landet har gennemgået. Han er senest valgt med 99 pct. af stemmerne, og det skyldes ikke kun folkets kærlighed, selv om han nyder bred respekt. Men de fleste frygter, hvad der sker, når han ikke er der længere. 

Kvinden er i dag en del af den nye generation af rwandere, som skal finde ud af, hvordan hutuer og tutsier skaber fremtiden sammen i et land, hvor demokrati ikke er muligt og diktatur ikke holdbart. Hvis der er mange som hende, er der håb om, at de kan lykkes.

KWIBUKA RWANDA

Jeg er blevet spurgt af en håndfuld venner og bekendte og flere har sikkert tænkt det - hvorfor vil jeg sætte mig selv i tæt forbindelse med en mulig krigsforbryder og folkemorder og risikere at sætte min dømmekraft og troværdighed over styr i en bredere offentlig Som jeres folketingskandidat har I også krav på et svar på det spørgsmål.

Det er der to gode grunde til. Den første er, at jeg har kendt Wenceslas siden efteråret 2003. Jeg havde på daværende tidspunkt en del at gøre med dansk integrations- og udlændingepolitik og havde samtidig indsigt i og stor interesse for Rwanda og Burundi. I den periode blev jeg derfor jævnligt kontaktet af flygtninge fra området, der var kommet til Danmark, om nogle af deres sager. 

Wenceslas’ sag var enkel: Han og Heritier havde fået asyl i Danmark, men havde ventet knap et år på, at Udlændingestyrelsen skulle godkende en helt ukompliceret familiesammenføringssag med sin kone og yngste datter, der sad i Belgien. Men intet skete. Jeg ringede til Styrelsen med et lille ufint trick, som jeg de år dog ikke var for fin til at bruge med stort held et par gange. Jeg talte med en sagsbehandler og sagde, at jeg var kontaktet af Politiken om sagen - hvilket ikke var korrekt; en lille hvid løgn i sagens tjeneste - og at det jo ville være ærgerligt, at avisen skulle skrive om sagen, hvis nu den faktisk var lige ved at blive afklaret. Og pudsigt nok - så ringede sagsbehandleren retur efter et par timer, og afgørelsen lå minsandten øverst i bunken. Wenceslas fik brev med godkendelse af familiesammenføringen næste dag. 

Som det er tilfældet med en del flygtninge, var ankomst og integration i Danmark ikke let, selvom hele familien gjorde, hvad de kunne, og lidt tilfældigt var det en af de flygtningefamilier, som Line og jeg så kom til at bruge lidt tid på at støtte på forskellig vis, og vi kom til at lære familien godt at kende. Et par år senere var der kommet et par piger til, der blev født i Danmark. De var på alder med vores Anna - som også kom til - og pigerne svingede godt og havde let til leg og latter, når vi var sammen, og over årene har vi holdt kontakten. (Billedet er af de tre piger fra 2011). Da vi boede i Rwanda fra 2015-2017 mødte jeg desuden flere af Wenceslas’ slægtninge - det var inden Wenceslas blev arresteret af dansk politi i maj 2017.

Jeg har ofte talt politik med Wenceslas og aldrig haft grund til at tro, at han skulle gemme på en hutu-ekstremist - selvom vi ikke var enige om alt om Rwanda - eller bære rundt på et had til nogen som helst. Tværtimod. I Danmark var Wenceslas engageret i kirke- og foreningsliv, havde arbejde og knoklede for at børnene skulle lykkes i Danmark og mødte de fleste med et smil. 

Derfor tænkte jeg med det samme, da jeg hørte anklagerne, at Wenceslas måtte være uskyldig. Det ville jeg selvfølgelig også helst tro på. Men det er ikke, fordi jeg kender Wenceslas, at jeg er sikker på, at han ikke er folkemorder. Venlige og vellidte massemordere er historien rig på. 

Det er fordi jeg kender Rwanda og har fulgt retsopgøret i kølvandet på folkemordet tæt over mange år, at jeg véd, at Wenceslas er uskyldig. Det er den anden gode grund. Den helt afgørende grund. 

Jeg opsøgte hurtigt mere information om anklagerne og omstændighederne i Rwanda og havde mulighed for det, da vi boede i landet, da Wenceslas blev arresteret. Jeg lykkedes mirakuløst med at finde vigtig (måske afgørende) dokumentation i sagen, som dansk politi ikke selv havde skaffet, og jeg har detaljeret - og med andre gode venners hjælp - været gennem alt tænkeligt materiale. Min konklusion er, at det danske retssamfund har svigtet Wenceslas.

En af vores store teologer, K.E. Løgstrup, skrev Den etiske fordring, hvor han siger, at magt og ansvar hænger sammen, og at vi altid holder noget af et andet menneskes liv i vores hænder. I Wenceslas’ tilfælde kunne jeg se, at alle andre, der kunne påvirke sagen, havde givet slip. Og at en uskyldig mands liv stod på spil. Derfor var jeg nødt til at holde fast.