|
august måned er høst tid - og budget tid!Af Morten Thorøe, Gruppeformand for Venstres byrådsgruppe
"August måned står traditionelt i budgettets tegn i byrådet i Vejen Kommune. Efter de normale udmeldinger fra borgmesteren omkring risikoen for store besparelser og svære forhandlinger kaster byrådet sig ud i budgetprocessen, som normalt strækker sig over et par måneder i løbet af det tidlige efterår. Sådan har forløbet også været i år! Og mon ikke, at vi også i år når i mål med et budget for 2024 for Vejen Kommune. I Venstre går vi som sædvanligt til budgetforhandlingerne med en konstruktiv tilgang. Vores udgangspunkt er, at budgettet skal bæres igennem af et stort flertal af byrådet, hvorfor der selvfølgelig skal indgås kompromisser. Derudover er vores tilgang til budgettet, at vi skal sørge for, at økonomien i Vejen Kommune er bæredygtig på den lange bane – og ikke kun i det enkelte budgetår. Med bæredygtigt mener vi, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter, at vi har en lav gældsætning og en fornuftig fordeling mellem vores drifts- og anlægsmidler. Desuden har vi et ønske om at holde skatten i ro, hvilket dog ikke er muligt i den indeværende byrådsperiode, da konstitueringsaftalen efter kommunalvalget indeholdt et socialdemokratisk krav om at hæve skatten med op til 0,6 % - og det var de konservative jo som bekendt med på at opfylde imod at få borgmesterposten. I skrivende stund er vi midt i budgetforhandlinger så meget er åbent og stadig til forhandling. Det ligger dog fast, at vi i 2024 runder et samlet budget på ca. 3.150.0000 kr. for Vejen Kommune, hvilket er historisk højt. Der er stadig er række ubekendte faktorer, som først afklares i løbet af efteråret. Det drejer sig bl.a. om, hvor meget kommunen må låne, forskellige særtilskud og endelig om der er plads til at vi må sætte skatten op. Når byrådet har indgået et budgetforlig for 2024 sættes forslaget i høring så alle interessenter har mulighed for at give deres besyv med. Jeg regner med at vi afholder et orienteringsmøde for Venstres medlemmer, hvor byrådsgruppen kan redegøre mere detaljeret for budgettet og for, hvordan vi i Venstre har udøvet indflydelse på anvendelsen af mere en 3 mia. skattekroner." |
|
|
|
|
|
klimamødeVenstre i Vejen kommune havde sammen med socialdemokraterne og konservative inviteret professor Jørgen E. Olsen fra AU til at holde et oplæg omkring landbrugets rolle i den grønne omstilling. Der kom ca. 70 deltagere til oplægget i rådhusets kantine. Alle var vist meget bedre oplyst efter en rigtig god gennemgang af landbrugets rolle i den grønne omstilling. Der er mange udfordringer, men også mange muligheder for landbruget og dermed også for en fødevarekommune som Vejen. Det er vigtigt at vi finder løsninger, der sikrer en fremtid for landbruget og for de cirka 4.000 mennesker, der hver dag går på arbejde i fødevaresektoren i Vejen Kommune. Vi skal trods alt have noget at leve af - bogstaveligt talt! |
|
|
Skolestrukturen i Vejen kommuneAf Anette Filtenborg, Udvalget for Skoler og Børn "I sidste uge kom nyheden om, at vi i Udvalget for skoler og børn har truffet en beslutning om, at indstille til byrådet, at høringsforslaget omkring skoledistrikter trækkes tilbage. Det er nok ikke helt forkert, når jeg fornemmer, at rigtigt mange er lettede over den beslutning. For mig har det været en speciel proces at være med i, da jeg pga. en sygemelding måtte følge processen fra sidelinjen hele foråret. Jeg har savnet at være med i de mange drøftelser, som udvalget har haft. Jeg synes, at den beslutning, vi nu har taget i udvalget, er den helt rigtige, både set fra et økonomisk perspektiv og for vores børn og unges perspektiv. Men beslutningen efterlader os med nogle udfordringer, som vi nu skal have tager fat om på en anden måde. Ud fra prognoserne ser det ud til, at elevtallet inden for en årrække igen vil være faldende. Men det er prognoser - med den udbygning der sker særligt i Vejen syd, så kan vi ikke være sikre på, at prognoserne holder. Derfor bliver vi nødt til fortsat at undersøge andre muligheder for på sigt at udvide kapaciteten på skolerne i Askov og Vejen området. I udvalget har vi derfor bedt administrationen være undersøgende på bygningen, som i dag rummer Vejen Business College, dette i forhold til at udvide skolekapaciteten i Vejen By. Dette særligt set i relation til at bakke op omkring Campus-miljøet, samt skabe læringsmiljøer med plads og kreative rum til alle elever. Ligeledes vil vi igangsætte en inddragende undersøgelse af de socioøkonomiske profiler og den socioøkonomiske model. Dette for at se på muligheden for fortsat at sikre elevernes gode trivsels- og læringsmiljøer, trods de forskellige udgangspunkter, skolerne og dermed eleverne har. Punktet omkring skolestørrelser blev indstillet godkendt, som beskrevet i høringsmaterialet. Såfremt Byrådet godkender Udvalgets indstilling, vil det få betydning for Lintrup Skole, der i dag er en filial til Rødding Skole. Der vil påbegynde en proces mod en mulig lukning. Det er trist, at vi ser ind i en skolelukning. Men med et faldende børnetal på skolen gennem de sidste år, så er det en beslutning, som er svær at komme uden om. Jeg ser frem til det fortsatte arbejde med fremtidens skolestruktur. Med den interesse, som er blevet vist for området det sidste halve år fra elever, forældre og medarbejdere, så bliver det godt." |
|
|
|