Rusland er på alles læber de her uger og dage. Vi står på randen af en krig i Europa, hvilket de fleste af os havde troet helt utænkeligt, efter vi lykkedes med at stoppe krig og folkemord i Jugoslavien i 1990erne. Tonen er berettiget hård over for Rusland og den russiske præsident Putin, men viljen til også at se indad i NATO og EU har hidtil ikke været stor. Den tidligere Ruslandskorrespondent Flemming Rose har sagt, at vi i Vesten mangler "strategisk empati" i forhold til de russiske interesser. Det er jeg enig med Flemming Rose i, og jeg har skrevet en kronik til Sjællandske Medier om konflikten og hvorfor, vi har brug for en "dårlig fred", som jeg håber, de vil bringe i løbet af ugen. I får den her, hvis I vil læse med på forkant om, hvordan vi kan sikre freden i Europa.

Den amerikanske diplomat og statsmand, Benjamin Franklin, sagde i forbindelse med fredsforhandlingerne om den amerikanske uafhængighed i 1793, at der ikke findes nogen god krig og ingen dårlig fred. Det var før den britiske premierminister Neville Chamberlain kom triumferende hjem fra Tyskland i 1938 og proklamerede ”fred i vor tid”, og inden Vesten i 1990erne begyndte at tale om retfærdige krige, der skulle stoppe massakrer og folkemord i bl.a. Jugoslavien og Rwanda. 

Nu er det krigstrommerne i Rusland, der konfronterer os med spørgsmålet om, hvilken krig eller fred vi ønsker i Europa. Og det er vigtigt med mere eftertænksomhed her fem minutter i 12, end vi har udvist hidtil.

Ruslands præsident Putin er en international forbryder, og derfor er den dominerende holdning i Vesten, at det blot vil være en kortvarig ”fred i vor tid”, hvis vi efterkommer Putins krav, og de færreste har noget til overs for Ruslands sikkerhedspolitiske interesser. Desuden opfattes det som svagt, hvis vi lader os presse af Putins bøllemetoder. Hvor angriber Putin så næste gang?

Det er alle ganske forståelige indvendinger, men jeg tror, de er forkerte. Den relevante sammenligning er efter min opfattelse ikke optakten til Anden Verdenskrig i 1938, men Cuba-krisen i 1962. Ukraine er Ruslands Cuba. Dengang var verden på randen af en uoverskuelig katastrofe, fordi Sovjetunionen gik ind i Cuba. Kommunisterne rykkede uacceptabelt tæt på USA's grænser. Der var meget på spil for Vesten, og derfor var USA og præsident Kennedy klar til krig, selvom prisen ville være høj. Dengang var der ingen, der forsvarede Cubas ret til at invitere russerne indenfor, eller accepterede Sovjetunionens ”fredelige” fremrykning af ”forsvarslinjen”, sådan som russerne selv med betydelig newsspeak udlagde Cuba-aktionen. Helt på samme måde, som NATO i dag retfærdiggør fremrykningen mod øst, men nu er det Rusland, der har meget på spil i Ukraine. 

NATO blev som bekendt stiftet for at holde amerikanerne inde, tyskerne nede og russerne ude. I dag ser Rusland NATO som en sikkerhedspolitisk alliance, der skal holde Rusland nede, og et NATO som siden 1997 er rykket tættere og tættere på Ruslands grænser.

Den tyske general Carl von Clausewitz sagde engang ganske klogt: ”Hvis du ønsker fred, skal du forberede dig på krig." Derfor skal NATO snarest tilbyde Rusland en udstrakt jernnæve i en fløjlshandske, som er tydelig og troværdig. 

Det betyder for det første, at de røde linjer – NATOs nuværende grænser inkl. Finland og Sverige, hvis de ønsker medlemskab – skal være knaldrøde til jord, til vands, i cyberspace og i luften, men NATO skal ikke udvides yderligere mod øst, og EU skal ikke blande sig i den demokratiske og økonomiske udvikling i de tidligere sovjetstater udover, hvad den realpolitiske virkelighed og den russiske folkesjæl kan bære. Her skal Rusland have lov at spille førsteviolin. 

For det andet skal Danmark og det øvrige Europa meget hurtigt løfte vores forsvarsbudgetter til to pct. af BNP, sådan som vi forlængst har forpligtet os på i NATO, men aldrig indfriet. Vi arbejder på freden, men er klar til krigen. 

For det tredje skal vi styrke handlen med Rusland og afvikle sanktioner, hvis Putin griber fløjlshandsken, men være benhårde med målrettede, personlige sanktioner mod den russiske elite, hvis de ikke følger spillereglerne i vores interessesfære. I Europa har vi et gensidigt afhængighedsforhold til Rusland. Vi har brug for den russiske gas, og Putin har brug for vores penge. Det er en fin ambition på sigt at gøre den afhængighed mindre – også af hensyn til klimaet – men det vil tage mange år, inden vi kan undvære den russiske gas uden, at det har en meget høj pris. Den er vi næppe klar til at betale, så lad os arbejde for, at det ikke bliver nødvendigt.

Diplomati handler ikke altid om retfærdighed, men er det muliges kunst. Rusland er ikke en stor sikkerhedspolitisk trussel, hvis vi begynder at tage vores egen sikkerhed alvorligt. Men Rusland er en såret bjørn, som kan gøre megen krigsskade, hvis den bliver presset op i et hjørne. Derfor skal vi strække os langt for at finde en løsning på konflikten. 

Vi har brug for en dårlig fred.