Uanset hvordan det kommer til at gå med krigen i Ukraine – og forhåbentlig kan der findes en fredelig løsning i løbet af kort tid – skal vi danskere finde vores ben i en mere kompliceret, usikker og ofte også utryg verden. Der er opbrud i den verdensorden, vi har kendt siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Det skaber selvsagt usikkerhed og frygt hos mange borgere (vælgere), og vi ser i mange vestlige, demokratiske samfund en splittelse i befolkningerne, hvor fløjene vinder frem ved at bilde vælgerne ind, at vi kan håndtere udfordringerne selv uden at være engageret i forpligtende, internationalt samarbejde. Det gælder særligt EU selvfølgelig. 

Den splittelse skal vi gerne undgå bliver dybere i Danmark, end den er i dag, og Venstre kan og skal spille en vigtig rolle som Danmarks internationale parti, sådan som vi historisk ofte har gjort med store profiler i spidsen - som Poul Hartling i 1970’erne, Uffe Ellemann i 1980erne og 1990erne og Anders Fogh i de seneste 20 år. Jakob Ellemann kan træde ind i en stolt tradition, hvis han kan navigere Venstre og Danmark sikkert ind i og gennem det globale farvand de kommende år.

Afskaffelsen af EU forsvarsforbeholdet er en god start, men langt fra nok. Danmark er som lille land helt afhængig af vores omverden. Uden fred, frihed og frihandel ingen velfærd. Men et stærkt og kompromisløst internationalt engagement er ikke det samme som udelt eller ukritisk begejstring for alt internationalt. Tværtimod.  

Vi skal insistere på nationale løsninger, hvor der ikke er brug for internationalt samarbejde. Barselsregler, SU og dagpengerettigheder til udlændinge er en europæisk blindgyde, for blot at nævne nogle få eksempler. Beslutninger skal stadig træffes så tæt på os borgere som muligt. Men vi skal også insistere på at være en del af et større, internationalt forpligtende samarbejde, også når det er svært. Det bliver en stor opgave at skabe en fælles retning og sikre bred opbakning fra danskerne, men med et tydeligt Venstre i spidsen, tror jeg, vi kan lykkes med den opgave.

Pas på Danmark

Det internationale perspektiv fylder naturligt meget denne grundlovsdag, men dagen markerer også, at vi nu går ind i et valgår – og det kan vi heldigvis glæde os til i Venstre! 

Det har været en speciel valgperiode. I Venstre har vi mistet mange profiler og i en periode været vores egen værste fjende. Det er heldigvis slut, og vi går ind i valgåret i fin form. Vi har pæne meningsmålinger, vi er igen Danmarks største borgerlige parti i meningsmålingerne, sådan som det bør være, og efter nogle corona-år, hvor regeringen har ligget meget lunt i svinget, ser det ud til, at vi kan få et spændende valg – som forhåbentlig ender med en regering med Jakob Ellemann i spidsen. Det fortjener danskerne!

Valgperioden har jo også været speciel på grund af corona – og hele tre sager, hvor tilliden til vores politiske system er blevet svækket. Ulykkeligvis, for det er usundt for vores demokrati. Vi kan være uenige om politikken, men generelt har vi stor tillid til vores politiske system – og derfor er det giftigt for vores demokrati, når vi pludselig er uenige og uforsonlige i forhold til spillereglerne. Vi ser tendenserne meget voldsomt i udlandet – især USA og Frankrig i Europa – og alle os, der er engageret i den politiske debat, har et stort, fælles ansvar for at undgå, at vi bevæger os længere i den retning i Danmark. 

Det drejer sig selvfølgelig om mink-sagen, sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor også Claus Hjort er blevet anklaget for landsforræderi, og rigsretssagen mod Inger Støjberg (Instrukskommissionen/Barnebrudskommissionen). 

Folketinget er i FE-sagen blevet sat i en uhyre vanskelig position og har – efter min opfattelse korrekt – valgt ikke at ophæve Claus Hjorts politiske immunitet. Men den slags beslutninger er ikke enkle eller omkostningsfrie; de tærer på tilliden til vores politiske system.

Jeg vil ikke gå ind i mink- og FE-sagen her, selvom jeg kunne have lyst til det, men blot konstatere, at de for mig at se hver for sig burde være nok til at et samlet Folketing havde udtrykt mistillid til regeringen. Men sådan er det ikke gået.

Til gengæld får vi her i juni beretningen fra Mink-kommissionen, som forhåbentlig kan belyse hele processen grundigt, så det kan indgå i vælgernes dom over regeringen. Og forhåbentlig vil et folketingsflertal på et tidspunkt nedsætte en kommission til også at belyse FE-skandalen, som fremstår helt og aldeles uforståelig. Også her bør der efter min opfattelse placeres et politisk ansvar.

Vælgerne har et klart valg

Hvis vi vender os mod det politiske, er der rigeligt at tage fat på, når vi ser frem mod valget og henover den kommende valgperiode – og endda længere ud end det. Det kommende tiår skal vi løfte den grønne omstilling, styrke vores forsvar og håndtere en stor vækst i de offentlige udgifter alene på grund af en ændret befolkningssammensætning. Dertil kommer alle de gode ideer til, hvordan vi i øvrigt kan forbedre og udbygge vores velfærdssamfund. Det regnestykke hænger ganske enkelt ikke sammen uden svære prioriteringer. Og uden en vilje til at samarbejde henover midten i dansk politik, får vi ikke skabt holdbare løsninger, der virker. 

Et bredt samarbejde har vi danskere og vores politikere i årtier været gode til på tværs af politiske uenigheder, og det er en af de ting, der har gjort Danmark til noget særligt. Vi er et lille land kun udrustet fra naturens hånd med muld, ånd og flid, men på det fundament har vi bygget et af verdens mest fantastiske samfund. Det har vi gjort gennem en ordentlig og respektfuld politisk samtale, ved at være kompromissøgende og løsningsorienterede. 

Det betyder ikke, at de politiske forskelle ikke skal stå klart. Det er forudsætningen for et levende demokrati, at vi kan være og er uenige om mange ting.

Helt afgørende for mig står de her år spørgsmålet om, hvordan vi møder hinanden som borgere. Om vi har tillid til, at vi kan træffe egne valg om stort og småt. Venstre er udsprunget af et livssyn, hvor vi tror på, at vi som mennesker og borgere skal have udstrakt frihed til at leve vores liv og tage ansvar for os selv og vores familier. At vi selvfølgelig er bedst til at træffe de beslutninger, som har betydning for vores liv hver især. Jeg vil ikke bestemme, hvad der er det rigtige for min nabo. 

Lige så selvfølgeligt det lyder, lige så presset er den holdning i vores velfærdssamfund. Mette Frederiksens regering vil nemlig gerne bestemme, hvad der er det rigtige for mine børn, for mig og for mine forældre.

Vi ser det på næsten alle velfærdsområder, hvor det frie valg indskrænkes, og konkurrencen fra private velfærdsløsninger til de offentlige tilbud bekæmpes. Men vi skal selv have lov at vælge vores daginstitution, skole, gymnasium, hospitaler og plejehjem i videst muligt omfang. Vi er forskellige, og derfor har vi forskellige behov og brug for forskellige løsninger. Det burde ikke være så svært.

Vi ser også trangen til at regulere vores liv på sundhedsområdet, hvor rammerne for det gode liv hele tiden indsnævres af velmenende eksperter og politikere, der vil bestemme, hvad det gode liv er for dig og mig.

Men vi vil og skal ikke styres fra vugge til krukke – det er desværre Socialdemokraternes DNA, når det er værst. Vi er først og fremmest frie borgere, som skal have plads til at vælge, hvordan vi ønsker at leve vores liv. Mette Frederiksen tilvalgte privatskolen til hendes egne børn - efter først at have kritiseret alle andre forældre for at gøre det samme. Det hænger ikke sammen, men har tilsyneladende ikke givet anledning til eftertanke og slet ikke et politisk kursskifte.

Mennesket før systemet er derfor en helt afgørende politisk kamp. Jeg er personligt overbevist om, at vi kun kan sikre opbakningen til vores høje skatter og fælles velfærdsløsninger, hvis vi i højere grad tilgodeser, at vi er forskellige. Ellers får vi i stigende grad en velstillet middelklasse, som går vores egne veje. Den udvikling håber jeg vi undgår, og derfor er valgfrihed i vores velfærd helt afgørende. Her kan danskerne træffe et klart valg næste gang vi skal til stemmeurnerne.