lad os sætte turbo på den grønne omstilling med naturgas og atomkraft
Kommentar i Berlingske Tidende den 14. juli
De seneste måneder har der været en politisk kamp i EU om, hvorvidt naturgas og atomkraft skulle være en del af klimaløsningen eller problemet – og den landede forleden med Europa-Parlamentets blåstempling af begge energiformer. Heldigvis.
Det var efter min opfattelse en god dag for europæisk energipolitik, for den grønne omstilling og ikke mindst for verdens fattige.
Vindmøller og solceller løser ikke klimaudfordringen alene. Gas udleder omtrent det halve CO2 i forhold til kul, og virkeligheden er mange steder i Europa og især globalt, at alternativet til gas er kul og olie de kommende årtier, ikke sol og vind. Atomkraft er CO2-fri og en ny generation af atomkraftværker kan blive et afgørende element i den grønne omstilling, men det kræver stadig mange penge til forskning og udvikling. Sol og vind udgør knap 2 pct. af den globale energiforsyning og vil med den planlagte udbygning blot ryge op på omkring 10 pct. i 2050. Derfor er gas og atomkraft en vigtig del af den grønne omstilling.
Det er også en rigtig god beslutning for verdens fattige, fordi de har brug for enorme mængder energi for at løfte sig ud af fattigdom. Frem mod 2060 vil den globale middelklasse vokse i et omfang, så der skal bygges en by svarende til New York - hver eneste måned de næste 40 år. Det kræver investeringer i sol og vind, men også gas og atomkraft, hvis de skal have samme muligheder, som vi har haft. Og det skal de selvfølgelig. Moralsk er det uanstændigt, hvis vi aktivt modarbejder de energi- og klimainvesteringer, der er forudsætningen for at udrydde verdens fattigdom.
I kan læse resten af artiklen på Berlingske eller på min hjemmeside her: https://rasmushylleberg.dk/artikler