Midt i Ukraine-krigens uendelige meningsløshed har det været utrolig opløftende at se, hvordan Vesten er rykket sammen og har lagt et enormt pres på Putin og Rusland. Den folkelige og politiske opbakning til Ukraine - og præsident Zelenskyjs ufattelige mod - har været langt større, end jeg havde fantasi til at forestille mig, og jeg krydser fingre for, at det enten kan få Putin på andre tanker, eller at han måske endda kan blive fjernet fra magten ved en paladsrevolution.
Sandheden er som bekendt krigens første offer, og det er svært at vurdere lige nu, hvor meget der er ønsketænkning i medierne i forhold til Putins isolation, og hvad der har hold i virkeligheden. Kommer der en paladsrevolution, kan det måske blive afsæt for en positiv udvikling eller i hvert fald en ny dynamik mellem Rusland, Ukraine og Vesten.
Det er dog fortsat min opfattelse, at det er en meget høj risiko, vi løber på ukrainernes vegne for en krig, som jeg tror kunne være undgået på et (noget) tidligere tidspunkt. Det er desværre ret teoretisk og derfor ikke vigtigt lige nu. Nu handler det om at støtte Ukraine på alle tænkelige måder, herunder at styrke sanktionerne mod Rusland endnu mere, men på den lidt længere bane er det helt afgørende, at vi forstår Rusland, når freden igen skal have en chance. Hvis vi kan undgå at bidrage til et isoleret og krigerisk Rusland uden at gå på kompromis med ukrainernes frihed og sikkerhed, skal vi anstrenge os for at gøre det.
Medierne har siden invasionen skrevet meget om Ruslands imperialistiske natur, men jeg tror ikke, at Putin er drevet af nostalgiske forestillinger om fortiden. Jeg tror, Putin og Rusland er drevet af magt og sikkerhed, og jeg er ikke overrasket over, at Putin angreb under de givne omstændigheder, selv om krig altid er voldsomt chokerende, når det sker så brutalt og meningsløst som her. Jeg var til gengæld overrasket over, at der ikke var vilje til at lave en aftale om et uafhængigt, NATO-frit Ukraine, hvor Putin samtidig fik en eller anden form for indflydelse på Donbas-regionen i det østlige Ukraine.
Jeg har ingen sympati for Putin. Han er en krigsforbryder og en "stone-cold murderer", som den tidligere amerikanske forsvarsminister og CIA direktør Robert Gates har sagt, men han er næppe en galning, og samme Gates - som har spillet en afgørende rolle i amerikansk sikkerhedspolitik siden 1980erne under både demokratiske og republikanske præsidenter - har også tidligere advaret om at udvide NATO yderligere mod øst og kaldt det dumdristigt og hensynsløst at ignorere Ruslands nationale interesser. Konflikten stikker dybere end Putin.
Det samme har også den russisktalende, tidligere amerikanske ambassadør i Rusland William Burns. I 2008 skrev Burns følgende (klassificeret; men senere lækket i Wikileaks) til den amerikanske udenrigsminister: ”If we do this [udvider NATO med Georgien og Ukraine], “today’s Russia will respond. The prospect of subsequent Russian-Georgian armed conflict would be high. It will create fertile soil for Russian meddling in Crimea and eastern Ukraine.”
Nogle få måneder senere blev der afsendt invitationer til Georgien og Ukraine om at igangsætte en proces for NATO-medlemskab.
Burns er ingen hvem som helst. I dag er han direktør for CIA og tæt involveret i krisehåndteringen, og han ved heldigvis om nogen, hvad der står på spil lige nu.
Robert Gates og William Burns er blot et par af de mere erfarne og besindige stemmer, som jeg tror, vi gør klogt i at lytte til, når vi mere langsigtet - formentlig post-Putin - skal sikre et godt naboskab til Rusland. Og jeg tror den britiske premierminister Churchill havde en vigtig pointe i 1939, som stadig gør sig gældende, da han sagde, at Rusland er en gådefuld størrelse, men at man kan forstå landet, hvis man forstår de russiske interesser:
"I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle wrapped in a mystery inside an enigma; but perhaps there is a key. That key is the Russian national interest."
I de her dage, hvor en stor russisk konvoj rykker frem mod Kiev, er det forfærdeligt at skulle acceptere, at vi i Vesten formentlig er nødt til blot at følge krigen fra sidelinjen, og historien skal og vil dømme Putin og hans håndlangere hårdt. Putin bærer alene ansvaret for krigen, det skal der ikke herske tvivl om, men det vil være en ringe trøst, hvis han inden da lykkes med at smadre Ukraine og lægge fundamentet til mange års krig og konflikt i Europa.
Hvis du ikke fik læst kronikken i avisen eller i sidste nyhedsbrev, kan du læse den her: Vi har brug for en dårlig fred
